Interview med Ann Berit

Jeg er uddannet Socialpædagog. Dengang jeg blev uddannet, var der 3 pædagog skoler. Socialpædagog, som dækker fra spæd til ældre mennesker. Handicappede børn/unge og

voksne – Døgninstitutioner – mennesker med forskellige misbrug – på hospital og så psykisk syge mennesker.

Der var også et børnehave seminarium og et fritidspædagog seminarium. Det var lidt mere specifikt med børnehave og vuggestue på den ene og så fritidsordninger (I dag SFO)

Siden da er uddannelsen lavet om mange gange – men, man snakker om at specialiserer det mere igen, hvis ikke de allerede gør det. Det ved jeg faktisk ikke. Der er sket en del ulykker, hvor pædagoger er kommet til skade, endda dræbt i arbejdet med psykiske syge mennesker – her snakker man om, at folk ikke er uddannet nok til, at varetage så særlige områder.

Hvorfor valgte du at arbejde på OUH?

 Jeg har egentlig altid ønsket, at være på et hospital. Oprindelig troede jeg, at jeg skulle være sygeplejersker, men min latin haltede gevaldigt Ja så, det blev jeg ikke. Da jeg så opdagede, at man kunne arbejde som pædagog her, blev det et ønske så stort. Helt fra starten troede jeg ikke rigtig jeg kunne gøre noget forskel her på sygehuset, jeg var jo ikke sygeplejerske og kunne ikke redde børn og unge med medicin. Men, jeg fandt ud af, at så kunne jeg noget andet. Fx Se det hele menneske og ikke kun det syge menneske. Tilbyde omsorg og aktivitet – skabe nogle rammer, som ikke er så sygehus agtige og meget mere.

 Hvilke jobs har du ellers haft hvor du har brugt din uddannelse?

Først arbejdede jeg i en fritidsordning og klub. Det samme som en SFO i dag og så var jeg også i ungdomsklubben 2 aftner om ugen. Herefter arbejdede jeg i en speciel børnehave en del år. Her var det børn i alderen spæd til ca. 6-7 år med forskellige handicap. Både fysisk og psykisk. Og ja, så har jeg jo arbejdet her på OUH i mange år. Jeg tror jeg har været på H2 i 16-17 år.. 

Hvad er det bedst og det værste ved dit job? 

 Det bedste ved mit job er jer, Sigrid og jeres forældre. Jeg elsker, at møde jer, snakke med jer, forsøge at gøre en forskel, skabe nogle rammer som er mere hyggelige end hvis alt var hvidt og sterilt. Den omsorg jeg får lov at dele ud af er en gave for mig.. Jeg har jo mødt utrolig mange familier i sorg og bekymring og det er altid forskelligt, hvordan jeg lige kan fange familierne, børnene og de unge og vise min omsorg/interesse og være en trøst, hjælp og meget mere. Nogle er utroligt nemme, at komme ind på – andre skal jeg arbejde lidt mere for, at komme ind på. Jeg går virkelig glad på arbejde og nogle gange glemmer jeg helt, at det er et arbejde.

Det værste er den sorg der kommer op i mig, når børnene og de unge lider. Både i forhold til smerter og den store omvæltning det er, at skulle behandles i så lang tid, som i jo gør. Det alle aller værste er selvfølgelig, når et barn eller en ung dør.. Det er forfærdeligt og så urimeligt. Det er faktisk næsten ikke til, at holde ud og det kan godt påvirke en derhjemme, hvis jeg ved at et barn/ung er meget dårlig. Så, kan jeg næsten ikke vente med, at komme herud, fordi jeg tænker så meget på det.

Hvorfor valgte du at arbejde her i stedet for i en normal børnehave eller vuggestue?

Jeg har været i praktik i børnehave og jeg har være medhjælper i en børnehave for mange år siden. Jeg var meget glad for det og nogle gange tænker jeg det kunne være sjovt igen. Men, man hører så meget om besparelser og tiden er knap til det enkelte barn i almindelig institution. Her kan jeg jo virkelig få lov til, at gøre noget og en forskel for det enkelte barn/ung. Nogle dage har jeg travlt, hvis der mange børn/unge jeg skal besøge på stuerne eller der er mange dage i legestuen. Jeg syntes det skønt, at have travlt fordi jeg ved, at de rolige dage kommer, hvor jeg kan have et enkelt barn/ung helt for mig selv. Den relation vi får er noget helt særligt. Jeg bruger jo meget legestuen og de ting vi har – legetøj, spil og krea projekter til at møde børnene og de unge med. Da jeg blev uddannet hed det "et fælles tredje" Det vil sige, at jeg møder børn og unge igennem en aktivitet/leg/spil og her opstår der en rigtig god relation, som kan varer ved hele barnets behandlings forløb .Jeg elsker, at lege med de små, spille spil med de lidt større børn og unge – I "fælles tredje" er vi lige i aktiviteten – jeg er hverken dygtigere eller bedre end børnene og de unge. I og med, at jeg er så meget sammen med børn og unge under hyggelige/normale omstændigheder ser jeg mange ting og har fokus på hvordan barnet og den unge trives. Det bruger jeg i det tværfaglige samarbejde – Jeg kan ofte bidrage med hvordan barnet har det, når vi har tværfaglige konferencer.

Børn og unge finder hurtigt ud af, at jeg ikke lige pludselig kommer med medicin eller plastre til dem. Det gør sygeplejerskerne – så derfor er der "Helle" og pause fra sygdom når vi er sammen.

Her på H2 hvor man er i behandling så længe, bliver børn og unge jo næsten altid glad for sygeplejersker og læger også Det tager bare lidt længere tid, da de jo har nogle helt andre opgaver i forhold til barnet og den unge.

Hvad får du ud af at arbejde her? 

Jeg elsker at arbejde her. Jeg kan ikke gøre børnene og de unge raske med medicin – men, måske kan jeg gøre en forskel ved, at tilbyde normale aktiviteter, som minder om den skole/børnehave man kommer fra. Det syntes jeg er rigtig dejligt, at få lov til. Alle børn og unge her er jo helt almindelige mennesker – de er ikke bare en syg patient, som skal have medicin. Jeg elsker, at pusle om afdelingen, fx pynte til jul og gøre det hele en lille smule mere hyggeligt. Jeg elsker, at snakke med børn og unge her. Det er så givende, at få jeres perspektiv og hører om hvem i er.. At være så tæt med familierne er også en gave. Jeg er jo en garvet og erfaren pædagog og måske kan jeg lige komme i tanke om et eller andet som en ny familie kan bruge..